A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W X Z

Vand og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner

G >> G.N. Brandt (red.) >> Vand og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner



Produced by Miranda, Steen Christensen and the PG Online Distributed

Proofreaders.




VAND- OG STENHØJSPLANTER EN VEJLEDNING FOR HAVEVENNER


MED BIDRAG AF

Overgartner _Jens K. Jørgensen_

Botanisk gartner _Axel Lange_

Havebrugskandidat _Andreas Madsen_


UNDER REDAKTION AF

_G. N. Brandt_



[Denne tekst er baseret på udgaven udgivet i København, 1917]






INDHOLDSFORTEGNELSE



VAND- OG STENHØJSPLANTERNES ANVENDELSE

VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Jørgensen_

STENHØJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_

DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHØJSPLANTER af _Andreas Madsen_

UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER af _Axel Lange_

UDVALG AF STENHØJSPLANTER af _Axel Lange_


[Illustration: Fig. 1. Plantning at Vand- og Mosplanter langs en
Bæk i en engelsk Have.]

[Illustration: Fig. 2. Yndefuld Beplantning af en Søbred.
(Kolding Planteskole).]





VAND- OG STENHØJSPLANTERNES ANVENDELSE



Det kan synes urimeligt at samle netop disse to Samfund af
Haveplanter i eet Bind. Ingen botanisk, hverken systematisk
eller biologisk Lighed knytter dem sammen, ingen gartnerisk
Kulturmethode, ingen fælles Vækstbetingelser, tværtimod, de
stiller diametralt modsatte Krav til Livet; det fysiske Milieu,
der er Vækst og Trivsel for den ene Part, er Død og Fordærv for
den anden. Det, disse Planter har tilfælles, og som berettiger
til at behandle dem i samme Bind er det, at de mellem Havefolk
2har de samme Venner. Man kan være sikker paa, at den, der dyrker
og samler paa Vandplanter, ogsaa er interesseret i
Stenhøjsplanter og omvendt. Disse to Slags Planter stiller nemlig
lidt særlige Krav til deres Dyrkere og Beundrere, ikke alene hvad
det rent gartnerisk-tekniske angaar, men navnlig med Hensyn til
Evne til at forstaa de levende Planters særlige Skønhed. Det
disse ofte ikke særlig anseelige Planter byder paa er nemlig ikke
saa meget en Skønhed i Former og Farver, men snarere den Skønhed,
der ligger i selve Væksten. Det er Skønheden i det vegetative
Liv, der er fælles for disse to Grupper, hvad enten den viser sig
i Vandplanternes overdaadige Frodighed eller i en lille graa
Sedums energiske Kamp om Pladsen paa Stenens Solside. Det er
langt fra alle Blomstervenner, der har Sans for denne Side af
Sagen; for mange ivrige Beundrere af Blomsterpragt er
Plantelivets egentlige Skønhed en lukket Bog, og de ser kun
Ukrudt, hvor de rigtige Plantevenner ser Værdier, som de ikke
ønsker at bytte med et helt Udstillingsvindue af Pragtblomster.
I enhver Plantes Vækst indeholdes en Fortælling. Hos nogle af de
pragtfuldeste f. Eks. Azalea, Amaryllis, Georginer, Pelargonier
og mange andre er denne Vækstens Fortælling ret triviel og
kedelig, men hos Vand- og Stenhøjsplanterne er den derimod
ualmindelig mangfoldig og morsom. Denne fælles Egenskab, denne
fælles Karakter, der gør, at Vand- og Stenhøjsplanterne har de
samme Venner, gør ogsaa, at de maa anvendes paa samme Maade,
nemlig saadan, at de specielle Skønhedsværdier, som disse Planter
rummer, kommer til deres Ret.

[Illustration: Fig. 3, Stenhøjsplanter i lige Bede belagte med
Faxekalkstensskærver. Smaagræsset mellem Fliserne er kommen i
løbet af 3 Aar. (Hellerup Strandpark).]

[Illustration: Fig. 4. Engelsk Hus med urimeligt overplantet
Fliseterrasse. Selvsaaede Planter, som mellem Fliserne paa Fig. 3
er tilstrækkelig "Fugeplantning" i saadanne Tilfælde.]

Der er, som alle ved, to stærkt afvigende, for ikke at sige helt
modsatte Maader at anvende Planter paa, to Maader, som man med et
Par gamle og daarligt dækkende Navne har kaldt den
"architektoniske" og den "landskabelige". Det, der karakteriserer
disse to Beplantningsmaader, er hverken noget egentligt
architektonisk eller noget landskabeligt, derimod snarere det, at
Plantningen i det ene Tilfælde skal have Karakteren af det
_plantede_, i det andet af det _voksede_. Som typisk for Planter,
der bedst behandles paa den første Maade, kan nævnes Roser, ikke
mindst stammede, Tulipaner, Stokroser og næsten alle Slags
Udplantningsplanter, og som typiske for det modsatte
Beplantningsprincip kan man tage alle--bogstaveligt talt
alle--Vand- og Stenhøjsplanter. Ingen af dem egner sig til at
staa paa Rad, de maa absolut anvendes "landskabeligt". Dermed
menes ikke, at de ikke kan anvendes i regelmæssige,
architektoniske Havepartier; men selve Plantningen maa ikke være
regelmæssig, den maa under alle Omstændigheder forblive
"naturlig".

[Illustration: Fig. 5. Vadestene over et beplantet Vandhul.]

Rammen om Plantninger behøver ingenlunde at være landskabelig;
tværtimod er den Brydning, mellem Natur og Kunst, mellem
organisk og uorganisk, mellem løst og fast, blødt og
haardt, mellem vokset og bygget, som opstaar ved Blanding af
Architektur og naturlig Plantning er et af den moderne engelske
Havekunsts om ikke mest kunstneriske saa dog mest populære
Virkemidler, der iøvrigt nu ofte anvendes udover enhver fornuftig
Grænse. Se Figur 4.

[Illustration: Fig. 6. Flade Trædesten mellem Pudeplanter er
praktisk og forlener Stenpartiet med en yderligere Charme.]

Naar man skal angive, hvorledes Vand- og Stenhøjsplanterne skal
anvendes for at komme til deres Ret, maa man altsaa henvise til
den landskabelige Plantning, til den, der til en vis Grad
efterligner den naturlige Voksemaade, som den eneste mulige, og
man maa tilføje, at det at plante paa den Maade kan ikke læres
af en Bog; Billeder kan hjælpe lidt, hvorfor der ogsaa er samlet
saa mange, maaske overfladisk betragtet ensartede Billeder af
naturlige Plantninger i denne Bog. Skriftlige Angivelser duer
ikke. Vil man indfange noget af Naturens Ynde i sin Have, maa
man selv ud og se, hvorledes Planterne trænges om Pladsen ude i
det fri og saa plante derefter. Det er heller ikke saa svært,
hvis der da ikke stilles for store Fordringer. Naar man kender
sine Planter og deres Behov grundigt, saaledes at der vælges dem
velegnede Pladser, saa trives de og finder sig til Rette mellem
hverandre; det uligevægtige Præg forsvinder og afløses af den
eftertragtede, men direkte uefterlignelige Naturlighed. De Fejl,
der hefter ved den menneskelige Del af Arbejdet: Plantningen,
dækkes og udsones ret snart af den ufejlbarlige Ynde, der følger
med Naturens Del af Arbejdet: Væksten.

[Illustration: Fig. 7. En "Grøft" i en Have ved Kbhn. Plantet i
Maj, fotograferet i August s. A.]

Det er betydeligt sværere at forme Rammen, selve det Haveparti,
hvor man vil dyrke Vand- og Stenhøjsplanter. Her faar man nemlig
ikke saa hurtig og saa afgørende en Hjælp af Væksten; paa dette
Punkt vil de menneskelige Fejltagelser ikke saa let kunne dækkes.

Der kan imidlertid lige saa lidt som ved Plantningen gives nogen
almindelig Forskrift, ja, endnu mindre, eftersom Planterne og
deres Egenskaber dog uforandret er de samme, medens næsten hver
Plet Have har sine særlige Forhold, der maa tages i Betragtning.
En Ting maa man bestemt fraraade, nemlig Forsøget paa uden
virkelig dygtig Hjælp at forme noget egentligt architektonisk
Arrangement. Forf. har aldrig set nogen Amatør slippe godt
derfra. Vil man lave sig et Bassin, der skal være til Pryd i
Haven, saa maa man ogsaa bekoste kunstnerisk Bistand og smukt
Materiale i fagmæssig Udførelse; thi et Bassin har ikke det
naturlige Kærs Bredder, hvis Plantevækst kan væve en dækkende
Kærlighedens Kaabe over Formenes Synder.

[Illustration: Fig. 8. Snit af "Grøften" Fig. 7. Bredden foroven
er ca. 4 Meter.]

Derfor vil den Haveven, der selv vil være med at forme sin
Have--og for saadanne er denne Bog skrevet--i Reglen staa sig
ved til sin Samling af Vand- og Stenhøjsplanter at vælge et
landskabeligt Arrangement ikke alene, hvad der som nævnt er
selvfølgeligt, af selve Beplantningen, men ogsaa af Rammen derom,
af selve den paagældende Del af Haven. Dette er imidlertid
vanskeligt at realisere tilfredsstillende. Opgaven, der stilles,
er i Virkeligheden den samme næsten uløselige, der stilles
Musæumsmanden, der skal bringe alle sine Skatte til deres Ret og
dog søge at faa et tiltalende Hele ud deraf, og Resultatet er da
ogsaa i Reglen det samme: Genstandenes respektive Planternes
Mangfoldighed skaber den Uro og Smaatskaarenhed, der i lige Grad
kendetegner Musæumsstuen og det lille Vand- eller Stenhøjsparti
sammenlignet med Tingenes eller Planternes naturlige
Opholdssteder. Selv de bedst arrangerede mindre Havepartier af
denne Art savner--hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved at
gennemse denne Bogs Billeder--den simple Ro og Skønhed, som
præger Naturen og ofte ogsaa større Anlæg med faa Plantearter.
Interessen for selve Havens Udformning og Interessen for Planter,
især naar den lægger sig for Dagen som Samlermani, er og bliver
modstridende. Dette Modsætningsforhold kan ikke hæves; men naar
Amatøren kender det og er klar derover, kan der dog gøres en hel
Del for at skaffe lidt Ro i Planternes Ordning og i Havepartiets
Udformning.

Positive Angivelser af, hvorledes Vand- eller Stenhøjspartiet
skal udformes og indføjes i Haveplanen kan ikke gives; her gælder
det samme Raad som vedrørende Tilplantningen: Gaa ud og se dig
om, ikke saa gerne i Naboens Have, men ude i det fri, se hvordan
et lille Vandhul i en Eng er formet, eller hvordan de bevoksede
Bredder af en Bæk ser ud, og form saa Haven over en eller anden
Idé. Det gælder blot om at holde sig Opgaven klar; denne er ikke
at efterligne Naturen, men--i vort Tilfælde--at skaffe
naturlignende Voksepladser til Planterne, for at disse kan trives
og faa Lejlighed til at udfolde deres Vækstejendommeligheder.

Læseren vil maaske bebrejde Forf., at han i en Artikel med
Overskrift: Vand- og Stenhøjsplanternes Anvendelse kun giver det
Raad at danne Haven og beplante den efter Naturens Forbillede,
og ellers overlader den skuffede Haveamatør til sit eget Studium
af Naturen, kun udrustet med de negative Oplysninger, at Opgaven
er vanskelig, og at der ikke kan gives almindelige Regler for
dens Løsning.

[Illustration: Fig. 9. Beplantet Kampestensdige, ca. l Meter
højt. (Brostrøms Planteskole, Viborg)]

Til Imødegaaelse af en saadan Bebrejdelse skal nedenfor anføres
et Par "lette Eksempler" paa Udformning af et Vand- og
Moseplanteparti og paa en Anvendelse af Stenhøjsplanter, et Par
Eksempler, der selv om de naturligvis ikke direkte bør overføres
til andre Forhold end de, hvorunder de er skabte, dog maaske kan
hjælpe en og anden Haveven lidt paa Gled.

Ved samme Lejlighed kan der maaske slaas til Lyd for en af
Forf.s Yndlingstanker, nemlig Anvendelsen af "Kulturlandskabet"
som Motiv, som Forbillede for Udformningen af visse Dele af Haven.

[Illustration: Fig. 10. Dige af Smaa Sten i en Have ved Kbhn. Et
Aar efter Tilplantningen.]

Enhver landskabelig Beplantningsplan har sit Forbillede, og
gennem mange Aar har det udelukkende været den rene, vanskeligt
efterlignelige Natur, der har ydet saadanne. Man har her overset
det, man kunde kalde "Kulturlandskabet" og væsentligt kun
beskæftiget sig med den "rigtige" Naturs Skønhed, som man
efterlignede i haabløs Iver. Vor Generation ser anderledes
derpaa; den søger at bevare Kristianshavns Vold og kan ikke
rigtig forstaa, at vore Fædre byttede Voldenes og Voldgravenes
pragtfulde Kulturlandskab med Ørstedsparkens Efterligning af
"rigtig" Natur; og den kommende Generation vil rimeligvis
bebrejde os, at Fælledernes allekransede, solfyldte Græssletter
blev skaarrt op til brede Vejkurver og Smaakrat for at danne et
"Landskab". I 1700 Tallet saa man netop en stor Værdi i Sporet
af Kultur midt i Naturen, ogsaa i den imiterede. Gravskrifterne,
Eremithytterne, Ruinerne, Schæferierne o.s.v. var skabt af denne
Følelse. Og man havde ganske Ret. Sporet af Menneskets Haand
giver kun Naturen endnu en Charme. Og det er kun rimeligt at
benytte den i landskabelige Havepartier. Enhver kan se, at
Vadestenene paa Fig. 5 og Trædestenene Fig. 6 netop forøger
Værdien af de ellers rent landskabelige Anlæg betydeligt. Det
samme kan en Planke over en Bæk, eller en Stente i et Hegn gøre.
Man kan imidlertid gaa et Skridt videre og under visse Forhold
bruge selve Menneskeværket som Motiv for Havens Udformning d.v.s.
man kan f. Eks. under tilstrækkelig store Forhold--skabe
Voldgraven og Kanalen for at give Plads til deres særlige
Vegetation; eller man kan efterligne og idealisere den vilde
uklippede Hæk, saaledes som den hegner de fynske Biveje og deri
faa plantet en Del af vore nye smukke Buske, som det ellers er
besværligt at finde fornuftig Plads til i architektoniske saavel
som i landskabelige Havepartier. Man kan--for at naa tilbage til
vort Emne--til Vand- og Sumpplanterne bruge Engrenden eller
_Grøften_ og til Stenhøjsplanterne det gamle danske _Stendige_
som Beplantningsmotiv.

[Illustration: Fig. 11. Snit af et Dige som det paa Fig. 9 og 10
viste paa flad Grund og ved terrasseret Grund.]

Den Grøft, som Fig. 7 og 8 viser, er ca. 4 m bred foroven og er
støbt i let armeret Beton. Den er egentlig kun et langagtigt
Bassin med stillestaaende Vand, og naar der i Enderne er indstøbt
et 18 Tommers Drænrør, er det kun en Variation af det gamle
landskabsgartneriske Kneb, der skjulte Havegangens eller Søens
Afslutning; der skal altid være lidt tilovers til Fantasien.
Disse mørke, kølige Huller har forøvrigt vist sig at være yndede
Opholdssteder for Guldfiskene. Skønt Forf. ikke har særligt
Kendskab til disse, skal dog her til Fordel for dem, der har
endnu mindre, meddeles, at Fiskene ikke maa sættes ud, før Vandet
gennem længere Henstaaen er blevet helt blødt. Frisk Kommunevand
er ligefrem Gift for dem. Hvis man ikke kan overvintre disse Fiski
et koldt Drivhus, kan de til Nød overvintre i en Kælder; men de
har dog sikkert bedst i at blive ude; men i saa Fald maa man
naturligvis paase, at Vandet ikke bundfryser. Dette forhindrer
man bedst ved, naar det er frosset en god Tomme, da at dække Isen
med Løv eller Tang og maaske yderligere ved at tømme noget Vand
af, saaledes at der dannes et isolerende Luftlag mellem Isen og
Vandet. En Vaage maa naturligvis daglig befries for Is.


[Illustration: Fig. 12. Højt Stendige af smaa Kampesten.]

Vandplanterne plantes, som Tegningen viser, mellem Cementmuren
og Bræddevæggen, og enkelte plantes i Kasser nede i Vandet. Det
gælder om at have Plantepladser med forskellig Vandstand efter
de enkelte Arters Krav. Mosebedene, som man ellers ofte danner
saaledes, at de kan oversvømmes med Vand fra el tilstødende
Bassin, faar her ved denne Grøft deres Fugtighed fra neden
gennem de løse Mursten. Moseplanterne kommer derved til at staa
med Tæerne i Vand, hvad der passer dem bedst. Ved samme
Anordning opnaas ogsaa Plantepladser af lidt forskellig
Karakter. Mursten, Brædder og Beton dækkes let af Vegetationen.
Det samme gælder de Bræddestumper og Sten, som man maa anbringe
for i Begyndelsen at holde paa den stærkt skraanende Jord; senere
væver Rødderne et Net, der snart skal holde den fra at skride.
Væksten hos Vand- og Moseplanter er i det Hele overordentlig
hurtig; den afbildede Grøft blev saaledes plantet sidst i Maj, og
Billedet er taget i August samme Aar. Med Hensyn til Udførelsen
skal man være forsigtig med at stole paa Tætheden af andet end
god Beton med ordentligt Pudslag i selve Vandbeholderen;
Mosebedenes Vægge kan derimod nok være af ringere Beton uden Puds,
idet Tætheden her jo ikke er saa nødvendig, end ikke altid
ønskelig. Der maa forudses Overløb, idet en Regnperiode paa Grund
af Grøftens Form ellers lader Vandet stige for meget.
Vandtilførslen maa være bekvem, da ikke alene Vandfladen fordamper
meget Vand, men ogsaa de store graadige Planter paa Grøftens Sider
tærer utroligt af Vandbeholdningen. Bunden kan naturligvis dannes
af Brolægning, der løbes ud med tynd Cement, men er da udsat for
at knække. De meget anbefalede Arrangementer med æltet Ler er set
mislykkede til den Grad og saa ofte, at man til et mindre Anlæg
ligefrem maa fraraade dem.

[Illustration: Fig. 13. Beplantet Kalkstensmur ved Knuthenborg.]


* * * * *

[Illustration: Fig. 14. Detail af Muren Fig. 13. andet Aar efter
Tilplantningen.]

For et Par Aar siden gjorde Forf. i Bogen "Stauder" opmærksom
paa Stendiget som Stenhøj. Naar undtages Bornholm findes der jo
i Virkeligheden ikke andre naturlige danske Forbilleder for
Vokseplads til Stenhøjsplanter, og der findes da heller ikke
væsentlig andre Sten end de runde Kampesten, hvoraf ingen
Stenhave let lader sig danne. Den klippeagtige, lagvise, i
Reglen skraatstillede, geologiske Ordning af Stenene, der med
sine stadig genopdukkende, ensartede Skraalinier bringer
Sammenhæng mellem Stenene og lidt Ro i det Hele, kan jo ikke
efterlignes med vore runde Kampesten. I Stedet for--svarende til
Vandet--at være den ensartede Baggrund, der overalt føles
igennem, det beroligende Bindeled mellem Blomsternes brogede,
mangeformede Mylder, saa virker vore Kampesten netop spredende
ved deres Uensartethed i Farve og Form og Mangel paa Sammenhæng.
Der skal i hvert Fald en svær Øvelse til at faa andet end Uro ud
deraf. Vor Skønhedssans er jo ikke saa udviklet som Japanernes,
der i de enkelte Stenes Variationer i Farve og Form ser lige saa
meget, som vi i de enkelte Planters tilsvarende Variationer.

[Illustration: Fig. 15. Beplantet lav Murstensrmur.]

Derfor anbefales Kampestensdiget til Amatørens Forsøg. Det
smukke Billede Fig. 9 viser et Dige i Udkanten af en Lund. Det
blev bygget i 1910. Planterne blev plantet samtidig, hvad der er
nødvendigt, naar det drejer sig om saa store Sten. Fig. 10
viser, hvorledes man kan hjælpe sig med ret smaa Sten. Det
vedføjede Snit viser, hvorledes Stenene sættes; det er ganske
lige til. For at Regnvandet ikke skal løbe af, men snarere fanges
ind i Jordkærnen, sættes Stenene lidt paa skraa, og saaledcs at
Fugerne fanger Vandet. Stenene skal dels af Hensyn til Udseendet
og dels for at opnaa større Modstandsdygtighed overfor
Frostangreb helst ligge ned, og enkelte bør stikkes dybt ind i
Jordkærnen, hvad der ogsaa vanskeliggør Frosten at løsne
Stensætningen. Muldjorden bør stampes meget tæt, og ved
Plantningen maa Planterne stikkes langt ind; de skal nok finde
ud, naar de blot skimter Lyset.

[Illustration: Fig. 16. Beplantet høj Murstensmur.]

Billederne Fig. 13 og 14 viser en beplantet Mur i Knuthenborg
Park og Fig. 15 og 16 viser Beplantningen af Murstensmure (uden
Mørtel). I Princippet er det naturligvis det samme som Diget;
kun at man skal sikre sig end mere mod Frosten.

[Illustration: Fig. 17. Vandplanter dyrkede i en Balje i en Have
i Brønshøj.]

De allerbedste Plantemure dannes af flade Klippesten, der f. Eks.
i Sverrig kan anvendes uden alt for store Omkostninger; men det
har jo mindre Interesse for en dansk Amatør.

Man maa nu ikke tro, at Dyrkningen af Vand-og Stenhøjsplanter
kun er for Velhavere. I Virkeligheden gør den ringe Plads, som
disse Planter kan nøjes med, dem netop til den lille Haves
Planter. Et lille Stykke Mur er der Plads til i enhver Have, og
lidt Vand kan i Reglen ogsaa skaffes med lidt Opfindsomhed. Det
mest beundringsværdige, Forf. har set i den Retning, er den lille
Have i Brønshøj, hvor de to Billeder Fig. 17 og 18 er tagne. Det
hele bestaar af et Par gamle, nedgravede Baljer med nogle Sten
omkring. Og i denne Slat Vand dyrker Ejeren en hel Flora af
danske Vandplanter, derunder, som det ses, Aakander og Dunhammer.
Guldfisk mangler selvfølgelig ikke. Disse bliver flyttede ind i
en Kælder og lever i en Tiliter-flaske om Vinteren, og hvert Aar
den 1ste April sat ud igen. Derimod bliver Planterne ude, de
dækkes aldrig, men bundfryser hver Vinter. Baade Fisk og Planter
trives brilliant.

[Illustration: Fig. 18. En Aakande i Blomst i en Balje i en Have
i Brønshøj.]

[Illustration: Fra en engelsk Villahave, der med Rette er berømt
som noget af det smukkeste, der i nyere Tid er frembragt paa
dette Omraade. Kanalen er ca. 50 ctm, bred.]

Man fristes saa ofte, navnlig siden de dyre Vand- og Stenhaver
med Bassiner, Fliser o.s.v. er komne paa Moden, til at anse det
hele for et Pengespørgsmaal; men denne lille Have i Brønshøj, der
er lavet ganske uden Udgift, viser Sagen, som den er: Ejerens
Interesse er det eneste væsentlige, og Pengene kan kun delvis og
kun for et Stykke Tid gøre denne den vigtigste Faktor undværlig.
En Have, og da ganske særlig en Vand- eller Stenhave er ikke som
et Spisestuemøblement, som man kan lade tegne, udføre og stille
op, og derved er det færdigt. En Have er aldrig færdig, den er et
levende Væsen, der kræver sin Beskytters stadige Aarvaagenhed og
stadige Arbejde. Er man ikke sikker paa at kunne yde et saadant,
skal man ikke af Begejstring for de smukke Billeder i Studio og
i de engelske Havebøger, som man snart ser i ethvert Hjem, lade
sig forlede til større Anlæg, end man kan magte, thi:

" ... such gardens are not made

By singing "Oh, how beautiful!" and sitting in the shade."

G. N. B.

[Illustration: Fra Havebrugsskolen Vilvordes Dam.]

[Illustration: Fig. 19. Kanalen i Haven ved Orebygaard. Langs
Kanten er plantet forskellige Irisarter.]





VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR



af _Jens K. Jørgensen._


Før der kan tales om disse Planters Kultur og Anvendelse i
haven, vil det være nødvendigt at sige nogle faa Ord om deres
Fremtræden ude i den fri Natur. Kun ved at drage Lære af, hvad
man der har for Øje, kan man gøre sig Haab om at skabe noget
endnu pragtfuldere end det, Naturen selv er i Stand til at
frembringe. Man maa gaa i Lære hos Naturen og have Øjet åbent for
dens særegne Skønhed og Luner, uden dette arbejder man forgæves.

[Illustration: Fig. 20. Regelmæssigt Bassin, kantet at Dianthus
cæsius. Billedet er taget ved et af H. M. Dronningens besøg i Det
kgl. danske Haveselskabs Have.]

Søger man nu at komme til Klarhed over det Spørgsmaal: hvori
bestaar det Trylleri, der hviler over den blomstrende Eng, den
stille Aa, der bugtende sig frem mellem Pil og Ellekrat langsomt
glider mod Havet, det sorte, stillestaaende Vand i gamle,
bundløse Tørvegrave, den flade Søbred med sin hviskende Skov af
Tagrør og Dunhammer eller det smilende Kær med sine Smaaøer af
Star og Siv og Pindsvineknop, saa ser man, at der over dem alle
trods al Forskel er noget, der er fælles, noget yndigt, blidt og
samtidig hemmelighedsfuldt og dragende. Og det er ikke saa
underligt, thi selv et ganske lille Vandhul kan være som en hel
lille Verden. Nede i Vandet mellem sælsomme, fine Planter bevæger
sig sælsomme Dyr, lydløst glider de ud og ind i de glasgrønne,
hemmelighedsfulde Skove. Hen over Vandfladen løber travle
Insekter i hurtigt Jag og forvandler den blanke Flade til et
bølgende Moiré, og fra Bred til Bred farer som sitrende
Lysstraaler skinnende Guldsmede og staalblaa Nymfer, der af og
til afbrydes i deres sorgløse Elskovsleg af forslugne Karusser.
Der er et myldrende Liv baade over og under Vandet, der er Kamp
og Elskov, Skønhed og Livsglæde, Død og Undergang, det er en hel
Verden, der lever og lider. Men naar Solen gaar til Hvile, naar
Mosekonen i den lyse Sommernat brygger sin koglende Drik, der
dufter af Mynte og Mjødurt, og Skarntydernes hvide Blomsterfraade
lyser gennem Taagen, naar St. Hans-ormen med sin Lygte søger
efter sin Elskede i den vildsomme Skov af Græs og Blomster, mens
Nattergalen synger, da blotter Engen sin Sjæl, viser sig i hele
sin tryllende Pragt for den, der tør gaa ind i Taagen.

[Illustration: Fig. 21. Bassin uden Plantning--en engelsk Have.]

Ethvert andet Blomsterarrangement, selv det største og smukkeste,
er og bliver aldrig andet end en Samling Blomster, men Vandhaven
er som en hel lille Verden, og det er dette, der er Aarsag til,
at den virker mere levende og rigt end nogen anden Del af Haven.
Og saa den Yppighed, der er over alle Vandplanter, den saftige
Friskhed og næsten tropiske Frodighed, der ellers er saa sjælden
i vor Flora. Ja, selv naar Havens andre Blomster er ved at opgive
Ævred og staa trætte og tørstige i den brændende Sommersol, saa
svulmer alle Vandhavens Blomster af Sundhed og Velvære. Det er,
som der staar i Folkevisen:

"Den Sommer og den Eng saa vel kunne sammen".




_De regelmæssige Bassiner_.

[Illustration: Fig. 22. Dammene i Villa d'Este's Have.]

I de gamle, regelmæssige Haver spillede Vandet en stor Rolle, og
de legende Springvand, de brusende Kaskader og stille Damme og
Kanaler har sikkert været disse Havers største Tiltrækning, uden
hvilke de trods deres Statuer, Løvværk og kunstigt klippede
Træer vilde have gjort et saare dødt og kedeligt indtryk. Vandet
i de gamle Haver havde det Formaal at bringe Liv og Dybde ind i
Anlæget; de stille Bassiner og Kanaler skulde virke som et
Spejl, hvori Himlen og den omgivende Herlighed kunde spejle sig.
Disse gamle Haver har dog sikkert, da de var nye, ikke virket nær
saa imponerende, som de Rester, vi har tilbage af disse
storslaaede Anlæg, lader formode.

I den moderne Have, hvor den gamle Havekunst er ligesom vendt
tilbage i rigere og mere levende Former, spiller Vandet atter en
stor Rolle men ikke som et Spejl, der henter sit Indhold fra
Omgivelserne, men i sig selv rummende de dejligste Blomster, ikke
et uvirkeligt Spejlbillede men et levende Maleri.

[Illustration: Fig. 23. Bassin i Villa "Rosenhøj"s Have i Vedbæk.
(Havearchitekt E. Erstad-Jørgensen).]

Det er Nutidens Krav om Blomsterpragt, der har skabt dette
Arrangement, og denne ny Smagsretning har fundet rigelig Næring
ved Indførselen af en Mængde dejlige Vandplanter, samtidig med
at den har aabnet vore Øjne for mange af vore vilde Planters
Skønhed og Anvendelighed. Det var dog særlig Fremkomsten af de
pragtfulde Aakandehybrider, der henledede Opmærksomheden paa
Vandplanterne. Disse er mellem Vandplanterne, hvad Roserne er
mellem Havens øvrige Blomster, deres Skønhed er saa
iøjnefaldende, at mange Blomsterelskere lod grave Bassiner og
indrettede sig Vandhaver alene for at komme i Besiddelse af disse
pragtfulde Planter. Det kan heller ikke nægtes, at hele
Vandhavens øvrige Plantearrangement, hvor smukt dette end kan
være, hvor rigt, hvor yppigt, hvor fint og yndefuldt, er det dog
kun som en Indfatning om de dejlige Aakander. Men de klæder
hinanden godt, ved Siden af Aakandernes tunge, pompøse Pragt
bliver alle de andre Engens fine Blomster endnu finere og mere
gratiøse, og som de samler sig der langs Bredden: Forglemmigej og
Ranunkler, Spiræa og Iris, Bukkeblad og Trævlekrone, Hjertegræs
og Engblommer, danner de en vidunderlig Ramme om et vidunderligt
Billede.

Copyright (c) 2007. famouswriterz.com. All rights reserved.